Roskilde stormer frem i DI undersøgelse

I Erhvervsforum glæder man sig over offentliggørelsen af Dansk Industris (DI) årlige undersøgelse på Lokal Erhvervsvenlighed. I mere end en forstand kan man sige, at Roskilde stormer frem i DI undersøgelse. Der er markant fremgang at finde over hele linjen for Roskilde Kommune.

Der er nemlig godt nyt for Roskilde Kommune, som er rykket hele 25 pladser frem. Med en 57. plads i 2022 har Roskilde Kommune opnået sin næstbedste placering i de 13 år, DI har lavet undersøgelsen.  Undersøgelsen vurderer kommunernes erhvervsvenlighed blandt de lokale virksomheder, som giver deres bud på, hvordan de oplever en række områder med relevans for erhvervsvilkårene i kommunen.

”En kommune som Roskilde burde selv med den store fremgang ikke ligge i den nederste halvdel på erhvervsvenlighed, når vi bliver sammenlignet med de andre kommuner i Danmark. Så burde vi ligge i top-20”, siger Erhvervsforums direktør Martin Sattrup Christensen.

”Der er dog grund til at glæde sig over fremgangen som i Erhvervsforums optik kommer efter et langt sejt træk. Vi ved fra vores egne erhvervsklimamålinger hvor skoen trykker, og det har vi konstant arbejdet på at få forbedret” fortsætter Martin Sattrup Christensen.

Fremgang i samtlige kategorier

Særligt på områderne private leverandører, uddannelse og information og dialog er fremgangen stor i Roskilde Kommune. Især indsatsområder som fjernelse af byggesagsgebyrer på erhvervssager, flere udlæg af erhvervsarealer i kommuneplanen, infrastruktur og anlægsbudget, der sikrer udvikling, samt udviklingspuljen, som Erhvervsudvalget uddeler til støtte for forskellige udviklings- og innovationsprojekter, tager en stor del af æren for Roskilde Kommunes markante fremgang.

Erhvervsforum ser også de fælles dialog møder mellem kommunaldirektøren, erhvervschefen, borgmesteren, erhvervsudvalgets formand og repræsentanter fra erhvervslivets organisationer som en bærende rolle i samspillet for at fremme Roskildes Kommunes placering i undersøgelsen. Det er ved disse dialog møder, at Erhvervsforum som det klart største talerør for det brede erhvervsliv er med til at styrke betingelserne for erhvervsdrivende i Roskilde og omegn.

Som medarrangør på både Nytårskur hvor vi hylder de lokale Gazeller, og Sommertræf hvor vi mødes, og får ekstern inspiration fra gode oplægsholdere samt netværker på tværs, ser Erhvervsforum som en styrke, der er med til at fremme kommunens placering i DI-undersøgelsen.

“De sjællandske kommuner har længe haft et efterslæb til tilfredsheden på landsplan inden for stort set alle undersøgelsens kategorier, men på de fleste områder lukkes en del af dette efterslæb i 2022. Især en stigende tilfredshed med kommunernes digitale rammer og kommunernes information og dialog med virksomhederne springer i øjnene. Også tilfredsheden med de kommunale rammevilkår inden for skatter, gebyrer og erhvervsarealer er steget i Region Sjælland, så de sjællandske kommuners tilfredshedsefterslæb på dette område nu er vendt til et forspring.” DI undersøgelse 2022 af Lokal Erhvervsvenlighed

Indsatsområder til forbedring

I Erhvervsforum er vi dog kritiske for det nyligt indgåede budgetforlig, hvor der b.la. er lagt op til at Erhvervsudvalgets midler fjernes, samtidig med at der genindføres byggesagsgebyrer i millionklassen for at trække penge ud af erhvervslivet. Det skal lægges oven i den kommunale særskat på erhvervslivet, kaldet dækningsafgiften. Kun 30 kommuner i Danmark opkræver denne særskat, og med en promille på 7,5% ligger Roskilde i absolut top.

Hvis vi i kommunen – om ikke andet ønsker at beholde placeringen, og i bedste fald fremme denne placering – er det nødvendigt med en genovervejelse af budgetforligets tiltag, da disse næppe på nuværende tidspunkt vil lade Roskilde Kommune beholde den nye placering.

Sammenlignet med de omkringliggende midtsjællandske kommuner Lejre, Køge, Greve og Solrød, har Roskilde Kommune dog set mest fremgang i samtlige kategorier i undersøgelsen.

Fakta om DI Lokal Erhvervsvenlighed i 2022:

Lokal Erhvervsvenlighed er en landsdækkende undersøgelse, der evaluerer og sammenligner erhvervsvenligheden i landets kommuner. Vurderingen af kommunernes erhvervsvenlighed er baseret på en tilfredshedsundersøgelse blandt de lokale virksomheder samt en lang række statistiske parametre, der indikerer, hvordan det er at drive virksomhed i kommunen.

Det er 13. år i træk, at DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed. I årets tilfredshedsundersøgelse har 7.915 virksomheder deltaget fra de 93 kommuner indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.

Der er hentet statistik fra følgende offentlig tilgængelige kilder:

  • Danmarks Statistik
  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Jobindsats)
  • Beskæftigelsesministeriet
  • Indenrigs- og boligministeriet
  • Børne- og Undervisningsministeriet
  • Miljøstyrelsen
  • Kommunernes Landsforening
  • Energistyrelsen
  • Trafikstyrelsen
  • De Danske Bilimportører
  • GeoDanmark
  • Kommunernes egne hjemmesider

93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner. Der er modtaget svar fra mindst 24 virksomheder i de 93 medvirkende kommuner.

Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.

Vil du vide mere om Erhvervsforum Roskilde?

Følg med i alle vores spændende aktiviteter her: Netværk, kurser og workshops.

Bliver du set og fundet af potentielle kunder og samarbejdspartnere? Se Virksomhedsguiden.

Er du iværksætter eller går du med overvejelser om at starte egen virksomhed? Så har Erhvervsforum rigtig mange tilbud til dig: Iværksætter.

I Roskilde kommune leverer oplevelsesøkonomien en omsætning på 1,6 mia. kr. Se hvad der gør Roskilde så god i forhold til andre kommuner: Oplevelsesøkonomi.

Følg Erhvervsforum Roskilde på LinkedIn eller Facebook.

Artikel: Roskilde stormer frem i DI undersøgelse