4 eksperter leverer værktøjer og indsigter til kriseramte virksomheder online

Roskilde holder sig som resten af landet p.t. fortrinsvis inden døre, hvilket naturligvis også har betydet, at Erhvervsforum midlertidigt har suspenderet sine kurser, workshops og netværk. Men foreningen vurderer samtidig, at mange virksomheder og iværksættere lige nu har mere brug for inspiration end nogensinde. Derfor har man under samarbejdet med Udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering (UVEG) taget initiativ til at støtte de lokale erhvervsdrivende med skræddersyede kurser online! “Ideerne til det helt nye kursusprogram er fostret i samarbejde med nogle af de oplægsholdere, vi har måttet udskyde grundet forbuddet mod forsamlinger”, siger Allan Lyhne, Chefkonsulent i Erhvervsforum. ‘Vi kunne have leveret nogle kurser fra det allerede planlagte program, men det gav pludselig mere mening at designe indhold med aktualitet og relevans for de problemer virksomheder og iværksættere oplever netop nu”.

Spændende panel af dygtige erhvervsfolk

Tommy Krabbe, forfatter og foredragsholder, i Viby indså hurtigt, at hans kursus i præsentationsteknik nok kunne virke i online format, men også at der måske var brug for noget andet lige nu “De seneste år har jeg holdt rigtigt mange foredrag om forandringer, og hvad de gør ved os som mennesker og som grupper. Men ingen organisation har oplevet det, vi oplever lige nu. Ikke desto mindre er der viden om, hvad man kan gøre under ekstreme forandringer, og det vil jeg glæde mig til at dele den 31. marts.”  Helt konkret er Erhvervsforum klar med 4 nye kurser under temaet, hvordan du som virksomhed eller virksomhedsejer kan komme bedst muligt igennem krisen – og stå så stærkt som muligt, når forholdene bliver normaliseret. Udover Tommy Krabbe vil Lene Kronborg (Noblemind), Alexandra Svarre (LivingBusiness) og Anders Graabæk (Validate) komme med vejledning og værktøjer til denne svære tid. .

Vi får det hele produceret af lokalt videobureau

Men før der for alvor kunne planlægges, var det nødvendigt at have styr på produktionen, og derfor indgik Erhvervsforum en aftale med det lokale videobureau WeLoveVideo: “Det er et vigtigt og spændende projekt, så naturligvis står vi klar med al vor online erfaring og ekspertise. Webinarer og e-læring giver lige nu rigtig god mening og i vores studie kan vi hjælpe med både at producere både live- og andre video-produktioner”, siger partner Rune Michelsen, der selv står klar til at afvikle Erhvervsforums 4 aktuelle live-produktioner.

 

De indtil videre planlagte online kurser løber af stablen den 31. marts, 2. april, 7. april og 15. april, alle dage kl. 15.00-17.00.  Alle erhvervsdrivende i Roskilde kommune er velkomne til at tilmelde sig. Tilmelding sker ved at klikke her.

Erhvervsforum udvikler kurser til Krisehåndtering.