Det er ikke kun detailhandlen og turistbranchen, der i øjeblikket lider i Roskilde. En ny undersøgelse fra Erhvervsforum viser, at 45% af virksomhederne har tabt mere end halvdelen af deres omsætning. Ser vi bort fra de solo-selvstændige, så har 55% af virksomhederne enten måtte afskedige eller sende deres medarbejdere hjem. Det betyder, at Coronakrisen forventes at få en stor indflydelse på beskæftigelsen i Roskilde.

Erhvervsforum Roskilde, der har mere end 540 virksomheder som medlemmer, har i perioden fra 2-6 april gennemført en undersøgelse blandt sine medlemmer for at få klarlagt, hvordan og hvor hårdt Coronakrisen egentlig rammer Roskilde. 151 har besvaret undersøgelsen, som er et repræsentativt udsnit af foreningens medlemmer.

Hos virksomheden JJ Kommunikation, der ligger i Trekroner og arbejder med strategisk kommunikation, online marketing og grafisk design, har man været nødt til at afskedige nogle af sine medarbejdere på grund af nedgang i antallet af opgaver. ”I forhold til regeringens hjælpepakker, så falder vores virksomhed ligesom mellem flere stole. Dels er vores omsætningsnedgang her og nu ikke stor nok til for alvor at blive omfattet, fordi den vil strække sig over en længere periode, og dels, så er vores medarbejdere højtuddannede specialister, hvor de tilbudte lønkompensationer desværre ikke helt kan opveje den usikkerhed, der er forbundet med hele i erhvervslivet med de næste mange måneder med lange udsigter til en normalisering. Derfor har vi været tvunget til af afskedige medarbejdere og på den måde tilpasse os en ny virkelighed”, siger Jan B. Jensen, der ejer og driver JJ Kommunikation.

 

Hjælper regeringens hjælpepakker?

Regeringen har gjort et stort arbejde, for at afbøde virkningen af Coronakrisen, med en stribe hjælpepakker. Hjælpepakkerne kræver dog i de fleste tilfælde, at man har mistet mellem 30-40% af sin omsætning. Erhvervsforums undersøgelse peger på, at halvdelen af virksomhederne ønsker at benytte en eller flere af hjælpepakkerne. Dog siger 27% af virksomhederne, at de har haft et omsætningstab, der ligger under den krævede grænse, og de er derfor kommet i klemme.

”Herfra skal der lyde en klar opfordring til at regeringen ser på, om det ikke er muligt at lave grænserne noget mere fleksibelt. Har man haft et fald på 28% af sin omsætning, så er man også hårdt ramt. Vi har behov for at alle virksomhederne gør deres yderste for at holde gang i forretningen. Så nytter det ikke med nogle rigide grænser, der kan opfordre virksomhederne til at begrænse deres omsætning”, siger Martin Sattrup Christensen, der er direktør for Erhvervsforum i Roskilde.

En af de virksomheder, der i indeværende situation har store problemer med likviditeten, er Pangea Travel i Viby. ”I rejsebranchen er vi dobbelt udsat på likviditeten, fordi vi udover manglende omsætning på ubestemt tid også har måtte give kunder penge med ud af butikken pga. branchens regler om refundering. Det vil sige at vi står med kæmpe udbetalinger til kunder samt INGEN omsætning nu og i lang tid fremover”.

Pangea’s udfordringer vil dog strække langt udover bagkanten for hjælpepakkerne i juni, da alle deres grupperejser er aflyst fremadrettet, da ingen ved, hvornår grænser og flytrafik igen åbnes op. ”Hjælpepakkerne kan klart bruges og er et lys i mørket for os alle. Men det er nu at vi har brug for likviditeten til at betale kunderne og generelt bare til at overleve”, siger Christina Sander Schønemann, ejer af PangeaTravel

Der er ikke udbetalt penge fra hjælpepakkerne endnu

Det er langtfra alle de vedtagne hjælpepakker, som endnu er åbne for ansøgninger og det er i Erhversforums øjne et problem. De mest populære af hjælpepakkerne er hjælp til lønudgifter, kompensations for tabt omsætning og kompensation til dækning af virksomhedernes faste omkostninger.  Mere end 46% af undersøgelsens respondenter vil søge kompensation fra disse 3 ordninger. Udskydning af afregning af moms, AM-bidrag og A-skat er der 28% af virksomhederne som vil benytte sig af.

Hjælpepakkerne ser altså ud til at være attraktive og rammer et bredt udvalg af virksomhederne i Roskilde. ”Det store problem er, at der ikke rigtig er blevet udbetalt noget fra disse pakker. Der kan godt gå 3-5 uger før det sker og da virksomhederne er hårdt presset på deres likviditet, må der gerne sætte lidt mere fart på og lad os håbe, at påsken ikke kommer i vejen for det”, siger Martin Sattrup Christensen. ”Vi har set, at både kommunens Økonomiudvalg og Erhvervsudvalg har været hurtig til at reagere, for at afhjælpe virksomhedernes likviditet. I Erhvervsforum bakker vi 100% op, når kommunen ønsker, at de mange leverandører der netop har fået fremrykket deres betalinger for 150 mio.kr. gør det samme overfor deres leverandører”.

 

Her går det godt

Erhvervsforums undersøgelse viser også, at der er virksomheder, som klarer sig godt under Coronakrisen. Således har 27% af virksomhederne ikke mærket nogen nedgang i deres omsætning, ligesom det er positivt at bemærke, at 45% af virksomhederne med mere end 2 ansatte endnu ikke har haft behov for at afskedige eller sende medarbejdere hjem på grund af Coronakrisen. En af dem er familievirksomheden Roskilde Cykelcenter i Blågårdsstræde, som har eksisteret siden 1910. Her siger den ene af indehaverne Flemming Nielsen at ”vi har oplevet en målbar fremgang i vores omsætning under Coronakrisen. Det er som om alle nu skal ud og bevæge sig i naturen og gerne på cykel”.

Anlægsgartner Gottlieb oplever også en stadig voksende tilgang af ordrer, på trods af Coronakrisen. De er i dag 85 mand, men de kunne sagtens bruge flere både faglærte og ufaglærte medarbejdere. Som den administrerende direktør Thomas Gottlieb siger ”Vi ser positivt på fremtiden, og folk som kan finde ud af at tage fat, er velkomne til at søge uopfordret hos os”.

Erhvervsforum undersøgelse om Coronakrisen

Titel: Coronakrisen: Det er ikke kun detailhandlen der lider