11. juni 2018

VisitRoskilde får ekstra million

Udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering (UVEG) har netop besluttet at give VisitRoskilde en million kroner ekstra om året til udvikling og markedsføring af Roskilde Kommune.

Der er nu penge i kassen til arrangementerne julemarked og RO:KOST samt til brandingaktiviteter, der målrettet trækker turister til byen. Aktiviteter som fremmer byrådets vision om at blive en af de førende turistdestinationer i Greater Copenhagen og samtidig gøre endnu flere besøgende gæster til borgere.

Pengene skal gøre det muligt for VisitRoskilde at sætte endnu mere fokus på de eksisterende og kendte styrkepositioner og oplevelsesmuligheder i Roskilde Kommune. Kommunens mange seværdigheder, attraktioner og oplevelsesmuligheder -for store og for små – skal fortsat udvikles, så Roskilde Kommune bliver ved med at være den kommune i Region Sjælland, som har den største turismeomsætning.

“I forhold til tidligere er det en million ekstra, men sammenlignet med andre byer af samme størrelse og opgavens omfang, er det stadig ikke ret meget. Der er et uforløst potentiale i Roskilde, og det kræver ekstra midler til at tiltrække flere turister, selvom Roskilde har enestående attraktioner som UNESCO-domkirken, Vikingeskibsmuseet, nationalparken “Skjoldungelandet”, Sagnlandet. Vi forventer nu med den ekstra kapitalindsprøjtning, at VisitRoskilde sikrer flere oplevelser de kommende år og sætter gang i kasseapparaterne i vores mange butikker”, siger formand for UVEG Lars Lindskov (K).

Visit Roskilde varetager Roskilde Kommunes turismeindsats og er en del af den landsdækkende turismeorganisation VisitDenmark.

“Vi glæder os over, at finansieringen af julemarkedet på Stændertorvet og festivalen for vores lokale fødevarer RO:KOST er sikret. Vi havde brug for at sætte gang i projektledelse nu, og det går vi straks i gang med. Herudover arbejder vi i VisitRoskilde tæt sammen med turismeerhvervet og Roskilde Handel, om hvordan vi bedst gavner hele Roskilde. Vi forventer, at vi med de ekstra midler kan skrue op for branding og markedsføring af Roskilde med det formål at trække turister til vores dejlige område”, siger Mette Ehlers Mikkelsen, der er direktør for Erhvervsforum Roskilde, som driver VisitRoskilde.

Visit Roskilde udarbejder hvert år en samlet afrapportering til UVEG, om hvad midlerne er blevet brugt til samt effekten af de nye initiativer.