7. december 2017

Sct. Hans Have vinder Den Socialøkonomiske Pris 2017

Sct. Hans Have vandt i går aftes Roskilde Kommunes Socialøkonomiske Pris 2017. Erhvervsforum Roskilde ønsker Sct. Hans Have stort tillykke med prisen.

Juryen valgte Sct. Hans Have som vinder og motiverede valget med bl.a. disse ord:

“Der er så mange muligheder – det kan blive til så meget. Vinderen kan arbejde ”ud-af-huset”, bidrage til turisme i Roskilde, til kursusvirksomhed, til nye ansatte i service-industrien, til konferencer, til nye bud på ”Green-care” (at komme sig ved hjælp af arbejdet med den grønne sektor) og ikke mindst til besparelser på vores fælles velfærdsbudget.”

Derudover fik Morten Søndergaard fra Nørdmarked Juryens Særpris for udviklingen af loppemarkedet med ting, der særligt interesserer nørder.

De to øvrige finalister til prisen var Cafe Freunde Trekroner for deres gratis juleaften for psykisk sårbare og svage og EASJ – Roskilde for deres autismelinje på den videregående datamatikeruddannelse.

Alle borgere har kunnet indstille kandidater til prisen, der er en del af Roskilde Kommunes socialøkonomiske strategi, som skal gøre det mere attraktivt for iværksættere at etablere socialøkonomiske virksomheder i kommunen.

Det er vi i Erhvervsforum Roskilde stolte af at bidrage til – bl.a. med et økonomisk tilskud til prisen, som for vinderen betyder 15.000 kroner i udviklingskapital og et forretningsudviklingsforløb til 20.000 kroner.

Endnu engang tillykke til Lars Fenger og Stine Goltermann, der til daglig er ledelsen i Sct. Hans Have – og til alle involverede.