4. september 2018

Erhvervsforum styrker erhvervsrådgivningen med nye medarbejdere

Allan Lyhne starter som Erhvervsrådgiver i Erhvervsforum Roskilde, der derudover styrker erhvervsrådgivningen med tilknytningen af endnu en erfaren iværksætterrådgiver, Karina Hoffmann.

Siden Erhvervsforum vandt udbuddet om Roskilde Kommunes erhvervs-, iværksætter- og turismeservice for perioden 1. juli 2018 til 31. december 2021, har det været et mål at styrke servicen over for alle virksomheder i kommunen. Ikke kun blandt medlemmerne af foreningen Erhvervsforum Roskilde.

Derfor ansætter man nu Allan Lyhne, der har en baggrund som erhvervsrådgiver i Gribskov Erhvervscenter, Væksthus Hovedstadsregionen og Eksportrådet. Allan har herudover i mange år arbejdet med internationalt salg, bl.a. via udstationeringer i Mellemøsten og har også flere perioder som selvstændig på CV’et. Allan har desuden været med i bestyrelsen for Væksthus Hovedstadsregionen og siddet i flere styregrupper indenfor erhvervsfremmeområdet.

Derudover tilknyttes Karina Hoffmann som konsulent med fokus på iværksætterrådgivning. Karina er selvstændig konsulent, er selv erfaren iværksætter og stifter af såvel samarbejdet af kommunikationsprofessionelle House of Link og et iværksætterhotel i Frederikssund, ligesom hun har været med i bestyrelsen for Frederikssund Erhverv. Karina vil herudover fokusere på Erhvervsforum Roskildes eksterne formidling og visuelle identitet. Dan Hacke, der hidtil har taget sig af vores lokale iværksættere, fortsætter i en ny funktion, og vil fremover benytte sit store lokale netværk til at fokusere på at skabe værdi for de etablerede virksomheder og eksisterende medlemmer.

Med ansættelserne styrker Erhvervsforum sin organisation i forhold til kerneområderne erhvervsrådgivning, branchespecifikke og generelle netværk, kompetenceudviklingstilbud og tilbud til iværksættere i Roskilde Kommune.

Kontakt:
Direktør Mette Ehlers Mikkelsen, mette@erhvervsforum.biz, mobil 61713720
Erhvervsforum Roskilde er en uafhængig og upolitisk erhvervsforening med +500 medlemmer. Vi arbejder for at styrke betingelserne for erhvervsdrivende i Roskilde Kommune samtidig med, at vi siden 2013 har været operatør på erhvervs- og turismeservicen for Roskilde Kommune.